Efter 1 måned i Italien, er vi tilbage i Danmark igen. Jeg tog hverdagen med mig og levede et helt normalt liv i et andet land – men hvad har jeg lært? Det vil jeg forsøge at svare på her.

Som du måske har læst i dette indlæg har min kæreste, min hund og jeg tilbragt en måned i Norditalien. En blanding mellem ferie og normal hverdag, hvor jeg stadig havde mine konsultationer og kontakt med mine klienter.


 

Én ting er, hvordan jeg troede, det ville være. Noget andet er, hvordan det så blev.

Derfor vil jeg liste 7 ting op, jeg har lært på den her tur:

1. Hvor lækkert det er at have en have! Jeg CRAVER at have min egen have nu, hvor jeg bare kan lukke Coco ud i, så hun kan løbe og lege. Vi havde en kæmpe have i Italien, hvor vi spiste morgenmad i solen, og det var så nemt og lækkert.

2. At vi lynhurtigt fik nye rutiner, favoritsted at handle ind, yndlingstakeaway-sted mm., selvom vi var i en helt ny by, vi ikke kendte. Det tog 3 dage – så vidste jeg, hvilke varer de forskellige supermarkeder havde, og at de bedste svampe fx. skulle købes hos grønthandleren.

3. Hvor nemt det er, at være veganer i udlandet. Selv i vores lille by Zocca, hvor der kun var 2 dagligvarebutikker, havde de et stort udvalg af både plantemælk, veganske bøffer – og vegansk is!

4. At du kan kommunikere fint med andre mennesker, selvom du ikke taler deres sprog. Hverken min kæreste eller jeg kunne et ord italiensk da vi ankom (måske lige med undtagelse af “ciao” og “pizza” ;)), men med lidt fagter og åbenhed kom vi virkelig langt.

5. Hvor meget, mine veninder betyder. Selvfølgelig vidste jeg det godt før, men det overraskede mig alligevel, hvor meget jeg savnede dem. Deres nærvær, vores hyggelige caféture, at se deres ansigter, at snakke med dem, at vende stort og småt. Dét skal jeg indhente nu!

6. At min kæreste og jeg rent faktisk blev trætte af hinanden, ha ha! Jeg ved ikke, hvad jeg havde tænkt inden, men hvor betyder det meget til daglig, at vi ser andre mennesker, har venner hver for sig, og vores egne interesser. En kæreste skal ikke opfylde alt hos én – og det vil vedkommende heller aldrig kunne.

7. Hvor vigtig stilhed er. Der sker bare noget, når du er i total stilhed. For mit vedkommende betød det, at jeg fik tænkt en masse tanker, og min kæreste og jeg havde nogle virkelig gode snakke, og fik gået i dybden. En snak over morgenmaden havde fx. tid til at udvikle sig, hvor vi normalt ville bryde op og tage på arbejde mm.


Alt i alt en skøn og virkelig lærerig oplevelse. Det er i hvert fald ikke sidste gang, at vi holder ferie på den her måde med airbnb-bolig, flere uger væk og helt ro på.

Lige nu planlægger vi faktisk næste tur…. 😉

 

 

 

Carolina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *