Ren, plantebaseret mad? Uden erstatningsprodukter? Ja, selvfølgelig! Med en sprød grønkålssalat og hvidløgsglaseret butternutsquash skal alle nok blive tilfredse – især med kartofler og godt brød til… Mmm!

Det fantastiske ved efteråret er alle de skønne græskar og squashtyper, der dukker op i grøntafdelingen. De kan bruges til SÅ meget forskelligt, og også bare spises som de er.

Jeg faldt over denne opskrift på butternutsquash som en slags steg, og har taget udgangspunkt i den, men justeret på krydderier, salt og især – mængden af olie.

Som du ved, er jeg ikke den store oliefan, så derfor bruger jeg så lidt som muligt, og undgår det helst.

Opskriften her egner sig også godt til gæstemad, men lav gerne dobbelt portion, for især butternutsquashen ryger hurtigt 😉


Opskriften er til 2 personer uden tilbehør, og til 3 personer, hvis der fx. serveres kartofler til.

INGREDIENSER:

Grønkålssalat:

♥ 200 g. grønkål

♥ 1 æble

♥ 50 g. nødder (jeg brugte mandler og hasselnødder) ristet på en pande og hakket

♥ 3 spsk. æblecidereddike

 

Butternutsquash:

♥ 1 øko butternutsquash

♥ 2-3 tsk. kokosolie

♥ 4 fed hvidløg

♥ 1 tsk. salt

♥ ½ tsk. Peber

♥ ½ tsk. timian

♥ Sesamfrø som drys


 

FREMGANGSMÅDE:

Butternutsquash:

Forvarm ovnen til 200 grader varmluft.

Halvér butternutsquashen med en skarp kniv, fjern kernerne, og skræl den med en kartoffelskræller.

Læg begge halvdele på en bageplade med bagepapir, pensl med lidt kokosolie, og put dem i ovnen i 20 min.

Imens laver du hvidløgsolien. Bland blød eller smeltet kokosolie sammen med presset hvidløg, salt, peber og timian i en skål, og sæt til side.

Når de 20 minutter er gået tager du squash’ne ud af ovnen, og placerer dem på et skærebræt, hvor du lader dem køle lidt af.

Med en skarp kniv skærer du skiver af ca. 3. mm’s bredde, hvor du næsten skærer igennem squashen (men også kun næsten – lad en cm. eller 2 være tilbage i bunden ;))

Bagefter penslerne du squashen med hvidløgsolie, og kom det godt ned i revnerne (som man siger…;)).

Put squash’ne tilbage i ovnen, hvor de skal have ca. 30 minutter mere. I de 30 minutter tager du dem ud et par gange, og pensler dem med hvidløgolien igen og igen. Det giver den perfekte sprødhed og smag til squashen.

 

Grønkålssalat:

Mens butternutsquashen er i ovnen, laver du grønkålssalaten. Vask og rib grønkålen i små buketter, og put i en stor skål.

Hæld 3 spsk. æblecidereddike over, og massér grønkålen så syren kan trænge ind i bladene.

Hak et æble i små stykker og tilføj til grønkålen, og put til sidst de hakkede nødder på. Mums!


Servér retten som den er, eller servér kogte kartofler til, samt lidt godt brød.

Velbekomme!

Carolina

2 comments on “GRØNKÅLSSALAT & ovnbagt butternutsquash”

  1. Hej,
    Det lyder som en super lækker opskrift – den skal jeg helt klart prøve!
    Jeg har også et andet spørgsmål, som dog er lidt urelevant for indlægget – men som jeg tænkte du måske kunne svare på.
    Jeg skal søge ind på uddannelse til sommer og har overvejet ind på sundhed og ernæring, men jeg spiser ligsom dig plantebaseret og tror på at det er det sundeste for kroppen – tror du godt at den overbevisning kan harmonere med uddannelsen? 🙂

    • Hej Laura,
      Sikke et godt spørgsmål! 🙂 Jeg tror det handler meget om ens personlighed… Jeg har selv læst på Ernæring og Sundhed, men droppede ud til sidst, da jeg søgte noget mere alternativ og nytænkende end frikadeller og kartofler 😉
      Dog kender jeg en del der har gået der, som også var plantebaseret. Så det kommer an på, hvad du vil arbejde med. Hvis du fx. gerne vil være plantebaseret klinisk diætist, er det den helt rette uddannelse 🙂
      Du kan jo give den et forsøg, og se, om det er dig. På den måde vil du også få det ‘afmystificeret’ og have ro med, hvis det skulle vise sig ikke at være dig alligevel.
      Held og lykke med det!

      Knus Carolina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *