For at få ført dine drømme ud i livet, er du nødt til at have styr på én ting: Din tid. Derfor giver jeg dig mine tips til at få struktur på projekter, tid og drømme, så du kan nå alt det, du vil 🚀

Som en “free spirit”-sjæl, der elsker spontanitet og at følge lysten, har det været en lille (læs: stor) udfordring at få styring på min tid og projekter 🌿

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste. I vores samfund i dag har vi ikke bare arbejde, familie, kost/sundhed og venner at tænke på, men vi har også internettet og vores iPhones, der KONSTANT tiltrækker vores opmærksomhed – og pludselig er der gået 45 minutter med at stene Instagram.

Det kan være rigtig rart at slå hjernen fra med lidt SoMe, men hvis du mærker at dine projekter og drømme aldrig rigtig bliver til noget, og at du har en to-do-liste liggende, der vokser sig større og større, så kan det være et fingerpeg om, at du har brug for hjælp til struktur og tidsstyring… Præcis ligesom jeg 🙂

Nu har jeg øvet mig tilstrækkeligt længe, så nu vil jeg dele, hvad jeg selv gør for at holde overblik og rent faktisk få gjort det, jeg vil 🌿

Værktøjerne kan bruges uanset om du er selvstændig eller ej – de er til glæde og gavn for alle.


💻 Trello

Det nyeste skud på stammen i min planlægning er Trello, der er et online planlægningssystem – og som er gratis. Det fede ved Trello er, at dine noter ikke smides ud eller bliver væk. Det foregår på den måde, at du laver “boards” derinde med forskellige lister. Jeg har et board for hver måned, hvor jeg så har lister over mine projekter/livsområder: “Privat”, “Business”, “SoMe” mm. Desuden har de en app, så du har dine lister ved hånden. Super nemt.

Løbende kan du tjekke af, hvad du har nået – det er SÅ tilfredsstillende 😉

📲 Påmindelser

Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre uden påmindelserne på min telefon. Jeg har påmindelser på ALT! Hvornår sengetøjet skal skiftes, at jeg skal huske at sms’e min veninde, at jeg skal tilmelde mig yoga, at tage kosttilskud, at huske at hente pakke, aflevere bøger på biblioteket osv.

Jeg tror på, at jo mere du kan tage “ud af hovedet” og ned på papir/telefonen, des mindre stresset bliver du. Det er SÅ rart at “nogle andre” husker for én – i dette tilfælde din telefon.

📝 Notesbog (dag til dag)

Jeg har en lille notesbog, som jeg bruger som mit daglige overblik. Jeg deler siden op i to: “Projekter” øverst, og “privat” nederst.

Her skriver jeg alle de ting, jeg gerne vil nå i dag. Og KUN i dag. Jeg skriver alt ind, og giver et estimat på, hvor lang tid det tager. Et eksempel kunne være:

Færdiggøre blogindlæg (15 min)

Svare på mails (30 min)

Lave manus til XXX (2 timer)

Bogføring, regnskab (1 time)

Frokost (45 min)

Gå tur med hunden (1,5 time)

Yoga kl. 17 (1 time)

På den måde kommer der ingen overraskelser i løbet af dagen, fordi jeg VED, hvad jeg sådan ca. bruger af tid på de forskellige ting. Det giver et roligt nervesystem og en god mavefornemmelse, og det er vigtigt, så det IKKE bliver en pligt at leve, men netop føles GODT 🧡


Hvilke redskaber bruger du? Har du et tip, du vil dele?

Jeg elsker at høre dine tanker/idéer, så skriv dem endelig her, så vi alle kan få glæde af dem😍

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.