Hvad sker der, hvis du som kvinde lever efter din cyklus? Og holder fri en HEL uge omkring din Måne? Jeg har testet det her.

Jeg føler nærmest, at jeg har været væk i en hel måned, da jeg holdt fri i bare en uge under min Måne. Især pga. alt det, der er sket indeni.

Siden sidste år har jeg levet efter energierne i min cyklus, og har lagt mærke til alle de små skift og tegn der kommer, når jeg som kvinde har en månedlig cyklus, der har flere forskellige faser, og som skifter og udvikler sig hele tiden.

For én ting er sikkert: Vi er IKKE i samme energi hele tiden. Og det er heller ikke meningen.

Med den meget mere tilbagelænede og feminine energi jeg dyrker, har jeg også givet plads til at holde helt fri under min Måne. For nogle selvstændige kan det virke helt utopisk, men det er det, jeg har praktiseret. Og det har givet MASSIVT meget pote. Mere, end jeg havde turde håbe på.


Men… Hvorfor overhovedet holde fri, tænker du mon?

Under din Måne (menstruationen) er din intuition stærkest. Din Måne er den periode, hvor den sidste periode/cyklus skal bearbejdes og lande i din krop. Du får downloadet nye indsigter, beskeder og fornemmelser du skal bruge i din udvikling – faktisk får du præcist udstukket den vej, du skal gå i den næste periode, der kommer.

I den her periode kan du se klokkeklart på udfordringerne og problematikkerne i dit liv – hvis du vel at mærke tør være stille. Og lytte. Og tage beskederne der lander i dit indre alvorligt.

Derfor er det også vigtigt, at du undgår de sociale medier fuldstændigt. Energien fra andres opslag, Stories mm. “farver” nemlig din indre stemme og indre signaler – fuldstændig som hvis der er støj på telefonlinien – så derfor er det mest optimalt at slette app’sne. (Bare rolig, din profil, billeder mm. bliver ikke slettet. Det er kun selve app’en).

Det er også under din Måne, at din genopladning finder sted. Ligesom din iPhone også skal oplades, så skal din krop også – især, hvis du har et højt tempo med arbejde, familie, venner og daglige gøremål, som de fleste af os har.

Gaven – hvis du har mulighed for at holde helt fri og være derhjemme – er VILD.


Sådan gjorde jeg

2 dage op til min Måne vidste jeg, at nu var den på vej. Jeg slettede app’sne på min telefon, og fortalte min kæreste om den periode, jeg var på vej ind i. At jeg havde brug for ro, for minimale gøremål, og at blive taget ekstra godt af.

Derudover lyttede jeg egentlig bare til, hvad min krop havde brug for. Det bestod mest af:

♡ Hvile og middagslur

♡ At læse bøger

♡ Hygge med min hund, og med min kæreste, når han var hjemme

♡ Tage en enkelt tur til stranden og gå tur


Hvad fik jeg ud af det?

I de 7 dage, hvor jeg holdt fri, og hvor min krop gennemgik det sidste af sin cyklus, har været transformerende.

Da jeg var yngre, var min Måne mest af alt bare noget, der var irriterende og forstyrrende.

Men nu – især efter at have været i komplet ro så længe – forstår jeg, hvilke budskaber den har med sig.

Der KOMMER faktisk beskeder og der KOMMER rent faktisk vejledning.

Så nu føler jeg mig langt mere klar i hovedet, mere målrettet, stærkere og mere rolig.

Der er ingen tvivl – jeg ved, hvor jeg skal hen, og hvad næste periode byder på. Hvad mine udfordringer har været, og hvordan de skal løses.

Det har været en ret magisk oplevelse. Måske fordi, at kvindekroppen ER magisk.


Har du prøvet at holde helt fri under din Måne og bare… lytte? Eller er det helt ‘woo woo’ for dig? Jeg elsker at høre din mening ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.