Lykke. Det vi alle sammen stræber efter, og som vi sandsynligvis kun oplever i små glimt eller i korte perioder af gangen i vores liv.

Måske du forbinder det med en særlig ferie, din første kærlighed, en lun sommeraften eller da du fik dit første barn. Lykken er i hvert fald bundet op på “noget” eller “nogen”, og det kommer helt sikkert udefra, når de rette omstændigheder eller den rette person er der.

Lykken er for de fleste et tilfælde, som pludselig opstår, og som vi ofte først finder ud var der, når det er borte igen.

Og det er da i virkeligheden ærgerligt – og totalt ugennemskueligt! Hvorfor skal noget så dejligt være så diffust og tilfældigt? Det er da ikke fair.

img_8813

… Men, nu skal jeg fortælle dig en hemmelighed. En dyb, dyb hemmelighed, som kun de få indviede kender til. Er du klar? Okay, her kommer den:

Det din lykke har tilfælles, er DIG.

Du har været der i alle de gange, hvor du har følt dig lykkelig. Du er den eneste fællesnævner i dine lykkelige minder og perioder. Det er dig! Det vil sige, at lykken ikke er noget, der kommer udefra – den findes inden i dig. 

Hvis lykken findes indeni dig, hvorfor er du så ikke lykkelig hele tiden, kunne du så fristes til at spørge. Svaret er, at din mission er at finde ud af, hvad der så PODER din lykke. Simpelthen hvad der gør, at din lykke indeni næres og vokser.

Og jeg kan ligeså godt ødelægge det for dig: Det er ikke fysiske ting. Desværre. Det ville være så nemt og dejligt bare at kunne købe sig til lykke med en ny kjole, en ny computer, en ny bil, et lidt dyrere hus. Så kunne du bare arbejde dig halvt ihjel, og så til sidst købe alt det, dit hjerte begærede – altså lige indtil, at noget nyt og bedre kom på markedet.

Nej, de ting der skaber rigtig gode betingelser for at få din lykketilstand til at vokse – for det er det, det er, en TILSTAND – er de tips, jeg vil give videre til dig her. Og det er endda tre tips, der er fuldstændig gratis! Du skal ikke anskaffe dig noget, du behøver ikke et medlemsskab til et eller andet, og du behøver ikke være et bestemt sted, for at kunne bruge dem.

Det eneste det kræver, det er din opmærksomhed. Din b-e-v-i-d-s-t-h-e-d. For at du kan ændre noget, er du nødt til at være bevidst. Simpelthen observere. Først når du kender tingenes tilstand, kan du ændre dem. Og lad os så komme til de tre tips, jeg har lovet dig:

img_8201

 

1. SKAB ET FANTASTISK INDRE MILJØ!

Da jeg først dykkede ned i mental udvikling og spiritualitet, blev jeg blæst bagover af denne teknik og visdom:

Du er den eneste, der skal leve med det, der er oppe i dit hoved.

Tyg lige på den et øjeblik. Du er den ENESTE der skal høre på det der er oppe i dit hoved. Ingen andre får nogensinde adgang! Aldrig. Hvorfor så ikke gøre det til det FEDESTE sted at være? I stedet for at fylde dit hoved med kritik, slåen-oven-i-hovedet, grimme og nedsættende ord om dig selv – hvorfor så ikke fylde dit indre miljø med ros, kærlighed, rygklap og opmuntrende ord? Med regnbuer og din yndlingsmusik? (I mit spilles der Earth, Wind and Fire, FYI) Der er alligevel ingen, der kommer derind. Du kan ligeså godt have det så rart deroppe, som overhovedet muligt.

Helt praktisk kan du starte med at vende din indre kritiker til at være den rosende, opmuntrende voksen, du altid har ønsket dig: “Godt gået, hvor er det flot klaret!” “Du er så god til at mærke efter og følge din intuition” “Jeg er så stolt af dig!” “Du er så smuk og dejlig og klog” og andre udsagn, der føles rare.

Så begynd at lægge mærke til, hvad der foregår af “abesnak” i dit hoved. Og lav så om på det – lidt efter lidt. Der er helt frie tøjler – så put det derind, du har lyst til ♡

 

2. UDØV TAKNEMMELIGHED

Åhhh, man kan blive helt træt ik’? Hvor tit har du ikke set memes omkring på nettet med taknemmelig og min bare r**? Jeg kender det ALT for godt! Og alligevel, så er det jo så pokkers sandt, så hæng lige på et øjeblik.

For det er da meget nemmere at brokke sig. Det er vi HELT enige om. Det er da laaangt nemmere bare at brokke sig, og høre på andres brok, og så kan vi brokkes os sammen bagefter. Vores lange arbejdstider, den sure kæreste, den dårlige chef, det kedelige vejr. Og når vi brokket os over det, så kan vi brokke os over vores vægt, vores overtræk og at maden på restauranten var dårlig.

Men smukke – hvad du har fokus på, vokser.

Så jo mere du brokker dig, des mere finder du at brokke dig over. Det er lidt som at indstille sin kikkert – og så kun kunne se alt det, der er i vejen. Og er det sådan et liv, du har lyst til at leve?

En god teknik er at begynde at modsige sin egen brok:

“Ej, hvor var maden på restauranten dårlig!…. Men hvor er det skønt, at vi har råd og mulighed for at tage ud at spise!”

“Min chef er så dum og giver mig hele tiden overarbejde!… Men hvor er det egentlig rart, at jeg har et arbejde, og at min chef åbenbart synes at jeg er så dygtig, at han vil have mig til at lave mere.”

“Jeg har taget alt for meget på, jeg skal virkelig tabe mig!… Men tænk, at jeg har mine sunde og raske lemmer og kan bevæge mig frit. Dét er da en gave.”

Det var bare et par eksempler. Fortsæt selv! Og er den heeeeeelt gal en dag, så tænk lige på at:

Du har tøj på kroppen

Du har fået noget at spise i dag

Du er i live og trækker vejret

Du bor i et af verdens rigeste lande, og har gratis lægehjælp

Du har mennesker i dit liv, som holder af dig og tænker på dig

Du har en blød seng at sove i

Du har rene sokker og varme sko på dine fødder

Du har adgang til rent drikkevand, og endda næsten gratis!

 

3. GØR NOGET GODT FOR ANDRE MENNESKER

Én af de bedste måder at tricke din lykketilstand på er, at være noget for andre levende væsener. Ikke nødvendigvis som i at give gaver eller gøre tjenester, selvom det også er rart, men at have en betydning for andre mennesker, og pode deres liv i en positiv retning.

At gøre noget, som ikke umiddelbart er for din egen vindings skyld.

Det kunne fx. være:

At sende en sød, kærlig og rar sms til de personer i dit liv, som du holder af.

At give ekspedienten et kompliment med på vejen, og takke for god service

At smile til de folk der kommer gående mod dig på gaden, og kigge dem i øjnene

At lytte til en vens problemer og bare være der, uden at skulle “fikse” personen

At lave frivilligt arbejde hos mennesker eller dyr, der er dårligere stillet end dig selv. Kunne du måske hjælpe hos Røde Kors, være besøgsven, eller hjælpe på et flygtningecenter?

At donere et lille beløb til en organisation, som du godt kunne tænke dig at støtte

At hjælpe den gamle dame med at bære en pose, samle ting op som er røget på gulvet i supermarkedet, sætte den væltede cykel op der ligger på gaden – og listen er uendelig.

kindness-meaning-quote

Der er SÅ mange muligheder for at være noget og gøre noget for andre mennesker og for verden. Og tro mig – det giver SÅ mange gange igen på lykkekontoen ♡

Ha’ en rigtig skøn torsdag, kære du, og tak fordi, du læste med ♡

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.