I min konsultation ser jeg mange forskellige mennesker. Mest kvinder, men også et par mænd.

De kommer med vidt forskellige symptomer og sygdomshistorier, og får også forskellige behandlingsmetoder alt efter, hvordan de har det, og hvad de kommer med.

Alligevel er der én ting, der går igen.

Både hos mine klienter, men også dem, jeg taler med privat:

De høje krav vi sætter for os selv, og som vi tror omverdenen har til os. 

Jeg ved ikke, om det er de sociale medier, der har skabt en form for tjekliste for, hvornår vi mennesker har succes og er gode nok, men den tjekliste findes, og det er vigtigt, at vi får den frem i lyset.

På den måde kan du se, om du ubevidst ligger under for nogle standarder, du ikke selv har været med at sætte – og om det er den måde, du vil leve dit liv på?

De høje krav vi omgiver os med, er nærmest umenneskelige at opnå. Det er problematisk, for det betyder, at du næsten altid vil fejle og føle dig forkert – uanset, hvad du gør.

Men… Hvad nu, hvis det er kravene, det er galt med – og ikke dig?

Jeg har prøvet at lave en lille oversigt over, hvad mange af os tror, vi skal leve op til (fortsæt gerne listen selv):


 

FYSISK: Skal være slank, have sixpack, thigh-gap, pæn hud, velplejet hår, pæne negle, lange ben, flad mave, ikke lugte, ikke have kropslyde, hvide tænder, ingen kropshår, være stærk, du må ikke ældes

PSYKISK: Altid være glad, have overskud, være sød og venlig, være flittig, være arbejdsom, ikke ligge nogen til last, være sjov, være klog, opføre sig pænt, være høflig, må ikke fylde for meget, må ikke være højlydt/vred/sur/ked af det ect.

KARRIERE: Skrive (et perfekt) speciale til den angivne tid, få 12-taller (i hvert fald ikke 2 eller 4!), have et arbejde du elsker, være entreprenør, have en blog, tjene mange penge, kende din passion, have et livsformål.

PARFORHOLD: Være bedste venner og elskere, ikke være i tvivl om hinanden, have lige meget lyst til sex, kunne lide hinandens familier, have et langvarigt parforhold, kunne forstå og rumme hinanden, overraske den anden med gaver, altid være der for den anden

SAMFUND: Ikke være en belastning for samfundet, kunne klare dig selv, have en uddannelse, tjene dine egne penge, ikke snylte på samfundet, være en god samfundsborger


Når du ser det sort på hvidt, kan du forhåbentlig se, at det er fuldstændig latterligt så mange krav, der ligger og lurer under overfladen.

Og som du på INGEN måde kan leve op til.

Tværtimod vil den stræben på at opnå de høje krav og de høje standarder kunne gøre dig trist, underligt til mode, give en tomhedsfølelse indeni, og i værste tilfælde resultere i stress.

Det skøre ved det hele er, at du i virkeligheden er HELT perfekt som du er, bare ved, at være til!

Der er ikke noget du skal præstere for at få et diplom, hvor der står ‘God nok’.

Tænk over det. Der er ingen der reelt siger, at du skal have en bestemt uddannelse, være på en bestemt måde, veje x antal kilo, før du er god nok. Det foregår altsammen oppe i hovedet.

For du ER allerede god nok i din egen sande essens. Uden at skulle gøre noget for det. Bare fordi, du er dig. Så simpelt er det. Hvorfor skulle det være anderledes?


Jeg kan lige så godt sige det, som det er:

Vi mennesker lugter. Vi har kropslyde, vi bliver kede af det, vi bliver jaloux, vi bliver bange. Nogle gange er vi oppustede, forvirrede, og ikke aner, hvad vi vil med vores liv.

Nogle gange er en uddannelse ikke det rigtige, og du behøver ikke finde den eneste ene med det samme – hvis nogensinde.

Og ja, du får rynker, dine lår må gerne mødes (!) og det er helt fint at få 2 for sin opgave.

Alt er okay.


Måske det er på tide at skrotte den uopnåelige tjekliste. At sænke skuldrene, give slip på de høje krav og bare være til. 

Livet skal i virkeligheden ikke tages så alvorligt. Livet er nemlig helt vildt sjovt og spændende, hvis du ikke lever på idealernes smalle sti – så tag en anden vej i stedet for <3

Carolina

3 Comments on Stiller du for høje krav til dig selv?

  1. “Livet er nemlig helt vildt sjovt og spændende, hvis du ikke lever på idealernes smalle sti – så tag en anden vej i stedet for <3"

    Det er nemlig så rigtigt! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.